En medarbejder boede i Tyskland og var ansat i en schweizisk virksomhed. Hans arbejdsdage var fordelt i Tyskland, i Schweiz og i tredjelande. Fordi virksomheden lå i Schweiz og han arbejdede mindre end 25 % i Tyskland, blev medarbejderen socialt sikret i Schweiz.
Det var de tyske myndigheder ikke enige i og mente, at medarbejderen skulle være socialt sikret i Tyskland i stedet for. Årsagen var, at myndigheden kun talte arbejde udført i Tyskland og Schweiz med i vurderingen af, hvor han skulle være socialt sikret, og ikke arbejde udført i tredjelandene. Derfor vurderede de, at han arbejdede over 50 % i Tyskland.
EU-Domstolen slog fast, at arbejde i tredjelande talte med i vurderingen af, hvor medarbejderen skulle være socialt sikret. Det betød, at medarbejderen skulle være socialt sikret i Schweiz, hvor virksomheden lå, og ikke i Tyskland, fordi han udførte mindre end 25 % af arbejdet der.
iuno mener
Udgangspunktet er, at medarbejdere bliver omfattet af social sikring i det land, de bor i, hvis de arbejder mere end 25 % der. Medarbejdere, der arbejder mindre end 25 % i det land, de bor i, skal være socialt sikret i det land, hvor virksomheden ligger. Som noget nyt viser sagen, at arbejde i tredjelande tæller med i opgørelsen og kan påvirke, hvor medarbejderen skal være socialt sikret.
iuno anbefaler, at virksomheder dokumenterer, hvor meget og i hvilke lande deres medarbejdere arbejder. Udover reglerne om social sikring skal virksomheder også være opmærksomme på reglerne for ansættelsesvilkår og skat, når medarbejdere arbejder i flere lande. Vi har tidligere skrevet om, at skift i arbejdssted kan ændre, hvilket lands regler der gælder her.
[EU-Domstolens dom af 11. december 2025 i sag C-743/23]