EU-Domstolen fastslog tilbage i 2023 og 2024 i to sager, at deltidsansatte blev ulovligt forskelsbehandlet, når de først blev betalt for overarbejde, når de havde arbejdet det samme timeantal som fuldtidsansatte. Det ville kun være lovligt, hvis der var objektive grunde til kun at have én tærskel for at få betalt overarbejde. Vi har skrevet mere om sagerne her og her.
I Danmark har flere overenskomster samme tærskel, der betyder, at deltidsansatte typisk først får betalt overarbejde, når de overstiger 37 timer. Derfor aftalte en række organisationer at få en faglig voldgift til i to sager at vurdere, om det stadig var lovligt efter de nye domme fra EU.
Den faglige voldgift kom frem til, at overenskomsternes tærskel for, hvornår deltidsansatte fik betalt overarbejde, var ulovlig forskelsbehandling. Det blev også slået fast, at deltidsansatte kan have krav på at få efterbetalt den manglende løn for overarbejde. Der blev ikke taget stilling til, om den slags krav ville være forældede.
iuno mener
Sagerne bekræfter EU-Domstolens tidligere afgørelser om, at en fælles tærskel for ret til løn for overarbejde er ulovlig, medmindre en sådan forskelsbehandling er objektivt begrundet. Selvom begge sager omhandlede overenskomster, får de også betydning for deltidsansatte uden overenskomst, hvis virksomheder følger samme princip.
iuno anbefaler, at virksomheder opdaterer afsnit om overarbejde i kontrakter eller politikker, hvis de skulle følge samme princip om forskelsbehandling, og der ikke er en objektiv grund til forskellen. Udover det bør virksomheder generelt sikre, at arbejdstiden i medarbejderes kontrakter afspejler den faktiske arbejdstid for at undgå overarbejde. Hvis virksomheder bliver mødt med efterbetalingskrav, bør de undersøge, om de kan rette kravet mod deres arbejdsgiverorganisation.
[Faglig voldgiftssag af den 4. februar 2026 i sagerne FV2025-528 og FV2025-795]