En kvinde arbejdede som salgskonsulent. Hendes primære arbejdsopgaver var at sælge rejser via telefon og mail. I marts 2007 fik hun en skriftlig advarsel, fordi der var fejl i hendes arbejde. Hun modtog ikke flere advarsler.
I september 2008 fortalte hun ledelsen, at hun skulle begynde et fertilitetsforløb, og at hun derfor ville få en del fravær. Medarbejderen og virksomheden aftalte, at hun skulle skrive, at hun var syg, når hun havde fravær i forbindelse med behandlingen. I slutningen af oktober sluttede behandlingen, uden at det var lykkedes medarbejderen at blive gravid.
I februar 2009 gik hun i gang med sin anden fertilitetsbehandling, som også mislykkedes. Samlet set havde medarbejderen haft syv fraværsdage i forbindelse med første behandling og fem fraværsdage i forbindelse med anden behandling.
Medarbejderen blev opsagt i februar 2009 og underskrev en fratrædelsesaftale.
Virksomheden: Finanskrise og lave effektivitetstal
Ifølge virksomheden skyldtes afskedigelsen finanskrisen og en lavere efterspørgsel. Den havde måttet opsige mange medarbejdere, og kriterierne for opsigelserne var den enkelte sælgers effektivitetstal. Ved opgørelsen af medarbejderens effektivitetstal blev der primært set på de seneste fem måneder. Her var medarbejderens tal generelt lavere end hendes kollegers. Hun lavede også flere fejl.
Medarbejderen mente, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven, da der var en nær tidsmæssige sammenhæng mellem fraværet på grund af fertilitetsbehandlingen og opsigelsen.
Landsretten: Ligebehandlingsprincippet krænket
Retten udtalte, at advarslen fra 2007 ikke havde betydning for vurderingen af afskedigelsen, da medarbejderen efterfølgende havde rettet op på fejlene og ikke modtaget flere advarsler.
Vestre Landsret fandt det sandsynligt, at medarbejderens lave effektivitetstal skyldtes fertilitetsbehandlingen. Da begrundelsen for opsigelsen især var de lave effektivitetstal i den periode, hvor hun var i fertilitetsbehandling, anså Landsretten ligebehandlingsprincippet for krænket.
Vestre Landsret var derfor enig med byretten om, at afskedigelsen af medarbejderen var i strid med ligebehandlingsloven og fastsatte en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.
iuno mener
Afgørelsen understreger vigtigheden af en saglig og objektiv begrundelse, når man som virksomhed ønsker at afskedige en dårligt præsterende medarbejder, der er i fertilitetsbehandling. Her er det vigtigt, at den periode, man vurderer medarbejderens præstation, ligger før fertilitetsbehandlingen, da en påbegyndt fertilitetsbehandling kan begrunde medarbejderes dårligere præstation. Det kan derfor være meget svært for virksomheden at bevise, at afskedigelsen ikke skyldes fertilitetsbehandlingen.
iuno anbefaler derfor, at virksomheder ved omstruktureringer og nedskæringer er særligt opmærksomme på medarbejdere, der er beskyttet af fertilitetsbehandling eller graviditet. Vil virksomheden opsige en medarbejder, som er særligt beskyttet, er det vigtigt, at der er en tydelig objektiv begrundet dokumentation for afskedigelsen, som ikke kan henføres til fertilitetsbehandlingen eller graviditeten.
En fratrædelsesaftale mellem medarbejder og virksomhed afskærer ikke medarbejderen fra at anlægge sag efterfølgende, hvis aftalen stiller medarbejderen dårligere end loven.
[Vestre Landsrets afgørelse af 26. februar 2013 – 14. afd., sag B-1493-11]