En virksomhed, der solgte brillestel, ansatte i efteråret 2010 en agent i Norge. Agenten fik eneagentur i perioden 1. november til 30. juni 2011 i en række regioner i Norge. Agenten havde primært kontakt til virksomhedens CEO. CEO’en inviterede agenten med til en messe i New York primo 2011. På turen fortalte agenten CEO’en, at hun var gravid. Herefter oplevede agenten et markant skift i ”stemningen”, der fortsatte efter hjemkomsten.
I maj 2011 meddelte virksomheden, at agentens kontrakt ikke ville blive forlænget grundet omstrukturering på det norske marked. Agenten mente, at hun havde været udsat for forskelsbehandling, da det var blevet besluttet under hendes graviditet, at man ikke ville forlænge hendes tidsbegrænsede agentkontrakt.
Virksomheden mente ikke, at manglende forlængelse af kontrakten kunne sidestilles med en opsigelse. Desuden pointerede virksomheden, at agenten ikke var lønmodtager, men derimod agent. Dette med den konsekvens, at agenten ikke var beskyttet af ligebehandlingslovens regler.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse: Agenten var lønmodtager
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at agenten var at betragte som lønmodtager i ligebehandlingslovens forstand. Agenten var derfor beskyttet af lovens forbud mod kønsbegrundet forskelsbehandling. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at agenten udførte opgaver efter tæt og hyppig kontakt med virksomhedens CEO, at hun var underlagt bestemte salgs- og kundekrav, samt at hun var forpligtet til at indlevere salgsrapporter på specifikke tidspunkter.
Nævnet lagde desuden vægt på, at det ikke fremgik direkte af kontraktens opsigelsesafsnit, at den var tidsbegrænset. Nævnet vurderede derfor, at meddelelsen til agenten om ikke at forlænge kontrakten reelt var en opsigelse.
Nævnet mente, at agenten havde påvist faktiske omstændigheder, der indikerede forskelsbehandling. I den forbindelse fandt nævnet ikke, at virksomheden havde bevist, at beslutningen om ikke at forlænge agentens kontrakt ikke var begrundet helt eller delvist i agentens graviditet. Nævnet lagde vægt på e-mails fra virksomheden til agenten, hvori virksomheden udtrykte stor tilfredshed med agentens arbejde i Norge. Disse mails lå forud for tidspunktet, hvor agenten oplyste CEO’en om sin graviditet. Virksomheden har ikke efterfølgende dokumenteret, at agenten ikke havde opfyldt kontraktens krav, eller at hun ikke skulle være kvalificeret til at fortsætte i stillingen.
Agenten blev tilkendt en godtgørelse på 300.000 kroner svarende til 9 måneders nettoindtægt.
iuno mener
Afgørelsen er interessant, fordi nævnet betragtede agenten som lønmodtager.
For virksomheder betyder dette, at man ved ansættelsen af agenter skal være særligt opmærksom på kontraktens ordlyd og den egentlige arbejdsgang for agenten.
Konsekvensen kan nemlig være, at agenten betragtes som lønmodtager, og at virksomheder derfor overtræder de relevante beskyttelsesregler. Dermed risikerer de at skulle betale godtgørelse.
Derudover viser afgørelsen vigtigheden i at oplyse direkte i kontrakten, at den er tidsbegrænset, da manglende forlængelse ellers kan sidestilles med en opsigelse.
[Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 354/2012, pr. 26. september 2012, j.nr. 7100242-12]