En socialpædagog arbejdede i en psykiatrisk afdeling på et hospital, hvor han flere gange blev udsat for vold og trusler fra patienter. Han blev senere sygemeldt og opsagt, fordi hans fravær og behov for særlige hensyn ikke længere passede til jobbet. Skaden blev anerkendt som en arbejdsskade. Medarbejderen krævede erstatning fra hospitalet for ikke at have sikret et sundt og forsvarligt arbejdsmiljø.
Højesteret henviste til en af sine tidligere domme om et fald fra en boreplatform. I sagen havde Højesteret taget generelt stilling til, hvad der skulle lægges vægt på i sager om ansvar. Vi har tidligere skrevet om dommen her. Højesteret tilføjede herefter, at vurderingen er den samme ved fysiske og psykiske skader.
Højesteret understregede også, at det ikke i almindelighed er et krav, at medarbejderen har sagt fra. Det kan dog få betydning, om arbejdsgiveren har vidst eller burde have vidst, at arbejdet kunne være skadeligt. Vold og truende adfærd er en del af arbejdet i psykiatrien. Det gør ikke i sig selv arbejdsmiljøet uforsvarligt. Samtidig havde hospitalet forsøgt at forebygge skader. Medarbejderen havde derfor ikke krav på erstatning.
iuno mener
Sagen viser, at der i vurderingen af virksomheders ansvar indgår en række centrale faktorer, som går igen i sager om fysiske og psykiske arbejdsskader. I nogle brancher er der også en vis grænse for, hvad medarbejdere må forvente at skulle acceptere i arbejdsmiljøet, uden at dette i sig selv bliver til et uforsvarligt arbejdsmiljø.
iuno anbefaler, at virksomheder reagerer, hvis en medarbejder giver udtryk for, at arbejdet opleves som skadeligt. I så fald kommer det til at få betydning, hvad virksomheder gør for at forebygge psykiske skader – både generelt og for den enkelte medarbejder.
[Højesterets dom af 23. april 2026 i sag BS-32995/2025-HJR]