En kontormedarbejder var ansat i et fleksjob i en handelsvirksomhed. Han var lam i begge ben, og sad derfor i kørestol. På grund af handicappet var han ansat på nedsat tid, og virksomheden skulle sørge for, at han ikke havde fysisk krævende opgaver.
Mere end 17 år senere sygemeldte medarbejderen sig på grund af et siddesår, der gjorde, at han ikke kunne passe sit arbejde. Under sygdommen forsøgte virksomheden ikke at tilpasse arbejdet til hans sygdom. Da medarbejderen havde været syg i 123 dage, opsagde virksomheden ham efter 120-dages reglen. Herefter opstod der uenighed om, hvorvidt han var blevet forskelsbehandlet, da han blev opsagt.
Ligebehandlingsnævnet kom frem til, at medarbejderen ikke blev forskelsbehandlet, da han blev opsagt. Selvom nævnet fandt, at han var handicappet, var det ikke bevist, at sygdommen var på grund af handicappet, og virksomheden kunne derfor godt opsige ham efter 120-dages reglen.
iuno mener
Sagen bekræfter, at virksomheder kan opsige handicappede medarbejdere på grund af sygdom, der ikke skyldes handicappet. Hvis medarbejderen havde bevist, at sygdommen var på grund af handicappet, havde virksomheden kun kunne opsige efter 120-dages reglen, hvis de havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen. Det har vi tidligere skrevet om her.
iuno anbefaler, at virksomheder konkret undersøger mulighederne for at tilpasse en handicappet medarbejders stilling, og dokumenterer alt i processen. Pligten til at tilpasse en stilling gælder til gengæld kun, hvis behovet for at tilpasse stillingen er på grund af medarbejderens handicap. Vi har tidligere skrevet om en virksomhed, som ikke havde pligt til at give en handicappet medarbejder mere hjemmearbejde her.
[Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 16. juni 2025 i sag 23-53166]