Krav på løn for overarbejde forældes efter fem år

Sidst opdateret den 25. september 2026

En faglig voldgift har afgjort, at når deltidsansatte har krav på manglende løn for overarbejde, bliver kravet som udgangspunkt forældet efter fem år.

En faglig voldgift fastslog i februar 2026, at deltidsansatte omfattet af en lang række overenskomster blev ulovligt forskelsbehandlet. Det skyldtes, at de først fik betaling for overarbejde, når de havde arbejdet det samme timeantal som fuldtidsansatte. Deltidsansatte kan derfor have krav på efterbetaling af manglende løn for overarbejde. Vi har skrevet mere om sagerne her.

Sagerne tog ikke stilling til, hvor langt tilbage deltidsansatte kan kræve efterbetaling. Det spørgsmål har en faglig voldgift nu afklaret i en ny sag.

En deltidsansat rengøringsassistent havde siden 2016 arbejdet flere timer end aftalt uden at få tillæg for overarbejde. Han krævede derfor cirka 420.000 kroner i efterbetaling.

Den faglige voldgift kom frem til, at kravet om manglende løn var omfattet af den almindelige femårige forældelsesfrist for lønkrav. Medarbejderen kunne derfor som udgangspunkt kræve efterbetaling for fem år tilbage fra det tidspunkt, hvor kravet blev rejst.

iuno mener

Sagen giver virksomheder mere klarhed over, hvor langt tilbage deltidsansatte kan kræve efterbetaling for overarbejde. Udgangspunktet er fem år, men perioden kan blive påvirket, hvis der er taget skridt, som afbryder forældelsesfristen, eller hvis parterne har aftalt at sætte fristen i bero.

iuno anbefaler, at virksomheder, der bliver mødt med krav om efterbetaling, undersøger både overenskomsten, eventuelle aftaler mellem parterne og forløbet i den konkrete sag. Det kan have betydning for, hvor langt tilbage medarbejderen kan kræve efterbetaling. Virksomheder bør også undersøge, om de kan rette kravet mod deres arbejdsgiverorganisation.

[Faglig voldgifts delkendelse af den 4. september 2026 i sag FV2026-573]