Efter de kommende regler skal mellemstore og større virksomheder udarbejde lønredegørelser for lønforskelle mellem kønnene. Det er antallet af medarbejdere, der afgør, om kravet gælder, og hvornår og hvor ofte virksomheden skal redegøre:
Ansatte | Udkast fra DS/AO | Første frist | Frekvens |
|---|---|---|---|
50-99* | 1. september 2031 | 1. oktober eller 31. december 2031 | Hvert tredje år |
100-149 | 1. september 2031 | 1. oktober eller 31. december 2031 | Hvert tredje år |
150-249 | 1. september 2028 | 1. oktober eller 31. december 2028 | Hvert tredje år |
250+ | 1. september 2028 | 1. oktober eller 31. december 2028 | Årligt |
*Når der er otte ansatte af hvert køn i samme gruppe.
Virksomheder, der er omfattet af reglerne, vil modtage et udkast til lønredegørelsen fra Danmarks Statistik eller deres arbejdsgiverorganisation. Redegørelsen vil være baseret på den løn, virksomheden har indberettet, ligesom i dag. Virksomheder skal dele redegørelsen med både medarbejdere og medarbejderrepræsentanter. Senest én måned efter, at virksomheder har modtaget lønredegørelsen, skal de sende den til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn (AIL).
Virksomheder, der ikke har indberettet lønoplysninger eller som ikke har fået et udkast til redegørelse, skal selv udarbejde deres lønredegørelse. For dem er fristen den 31. december i det pågældende år. Hvis der efterfølgende kommer anmodninger om præciseringer fra medarbejdere eller AIL, har virksomheden to måneder til at svare.
iuno mener
Virksomheder skal forberede sig på at skulle supplere udkastet til lønredegørelsen eller udarbejde deres egen for at sikre, at den er korrekt. Udkastet, som virksomheder modtager, vil nemlig være baseret på de eksisterende DISCO-koder, som højst sandsynligt ikke vil afspejle de kategorier af medarbejdere, som virksomheden har.
iuno anbefaler, at virksomheder allerede nu skaber et overblik over alle lønelementer og oplysninger, som skal indgå i lønredegørelsen. Det er i sidste ende virksomhederne selv, der har ansvaret for, at lønredegørelsen er korrekt, og det er derfor vigtigt at få de korrekte beløb med. Vi har tidligere skrevet mere om, hvad løn er her.
[Udkast til forslag til lov om ændring af ligelønsloven af den 26. februar 2026]