Løngennemsigtighed – lønstrukturer

Sidst opdateret den 23. marts 2026

Beskæftigelsesministeriet har sendt et udkast til lovforslag i høring, som skal implementere løngennemsigtighedsdirektivet. I det her nyhedsbrev ser vi nærmere på et af de nye krav som lovforslaget fastsætter, nemlig kravet om at anvende lønstrukturer.

Med de nye regler skal alle virksomheder anvende lønstrukturer for at sikre, at medarbejdere bliver betalt lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Lønstrukturerne skal gøre det muligt for både medarbejdere og virksomheder at vurdere, om medarbejdere udfører arbejde af samme værdi som andre medarbejdere.

Lønstrukturerne skal baseres på objektive og kønsneutrale kriterier, og virksomheder skal aftale dem sammen med medarbejderrepræsentanter, hvis de har dem. Virksomheder skal altid bruge kriterierne færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår og andre kriterier, hvis de er relevante for det specifikke job. Det er også vigtigt, at virksomheder ikke undervurderer bløde færdigheder, som for eksempel kan være samarbejdsevner, sociale og emotionelle kompetencer, uformelt ansvar og videndeling.

iuno mener

Det er alle virksomheder, uanset størrelse, som skal bruge lønstrukturer til at sikre, at de betaler medarbejdere lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Det er til gengæld ikke alle kriterier, der er lige vigtige for alle job. Det er derfor vigtigt, at virksomheder konkret afvejer, hvilke kriterier de bruger.

iuno anbefaler, at virksomheder danner sig et overblik over, hvilke kriterier der passer til de forskellige job, og på den baggrund udarbejder deres lønstrukturer. 

[Udkast til forslag til lov om ændring af ligelønsloven af den 26. februar 2026]