Medarbejder kunne ikke opsige sin stilling ”delvist”

Sidst opdateret den 11. marts 2012

Det var ikke muligt for en medarbejder at opsige sin stilling delvist ved at fralægge sig visse arbejdsopgaver. Derimod kunne virksomheden efterfølgende opsige medarbejderen, fordi de arbejdsopgaver, medarbejderen ikke længere ønskede at varetage, var de vigtigste i stillingen.

Sagen handlede om en salgssekretær hos en anlægsvirksomhed, der ifølge ansættelseskontrakten skulle varetage typiske sekretæropgaver som bl.a. bogføring og telefonsalg.  
 
Da virksomheden manglede en driftsleder, tilbød medarbejderen, at hun kunne fungere som både sekretær og driftsleder. Dette gik virksomheden med til som en midlertidig løsning. I den forbindelse blev der ikke lavet en ny ansættelseskontakt.
 
Efter lidt over to år hvor medarbejderen også havde arbejdet som driftsleder, meddelte medarbejderen virksomheden, at hun stoppede som driftsleder, men fortsatte med jobbet som salgssekretær. Dette opfattede virksomheden som en fuldstændig opsigelse. På trods af protester fra medarbejderen, gjorde virksomheden det klart for hende, at meddelelsen blev betragtet som en opsigelse. Kort tid herefter ansatte virksomheden en ny til at varetage medarbejderens opgaver.
 
Under sagen forklarede virksomheden, at medarbejderens funktion som driftsleder var blevet en permanent løsning, da medarbejderen havde fungeret som driftsleder i over to år. Virksomheden mente derfor, at medarbejderen reelt havde opsagt sin stilling i virksomheden, da hun skrev, at hun ikke længere ville fungere som driftsleder.  Virksomheden begrundende i øvrigt dette med, at virksomheden ikke længere havde en stilling til en salgssekretær og ikke ønskede at genoprette den.

OK at opsige, men godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis

I sin afgørelse fastslog Sø- og Handelsretten, at en medarbejder ikke kan opsige sin stilling delvist, hvorfor meddelelsen fra medarbejderen i sagen ikke var en opsigelse, eller at den i hvert fald måtte betragtes som en ugyldig opsigelse. Meddelelsen var et ønske om, at medarbejderens stilling blev ændret, så den ikke længere omfattede driftslederfunktionen. Ifølge retten var det dog op til virksomheden at bestemme, hvorvidt indholdet af medarbejderens stilling skulle ændres eller ej.
 
Derudover kom retten frem til, at det ikke var i strid med funktionærloven, at virksomheden valgte at opsige medarbejderen, fordi stillingen som salgssekretær ikke længere eksisterede. Her lagde retten vægt på, at driftslederfunktionen var medarbejderens vigtigste.
 
Endelig var virksomheden forpligtet til at betale 10.000 kr. til medarbejderen som godtgørelse for, at virksomheden ikke havde udformet en ny ansættelseskontrakt i forbindelse med stillingsomlægningen.

iuno mener

Dommen slår fast, at det ikke er muligt for en medarbejder at opsige sin stilling delvist, da det er op til virksomheden at fastlægge, om medarbejderen ikke længere skal varetage en bestemt type arbejdsopgaver.
 
Derudover viser dommen, hvor vigtigt det er for en virksomhed at sørge for at udarbejde en ny ansættelseskontrakt, når en medarbejders arbejdsopgaver ændrer sig væsentligt, da der ellers kan opstå misforståelser om medarbejderens retlige status.
 
[Sø- og Handelsrettens dom af den 6. marts 2012 i sag nr. F-2-11]