Nyt whistleblowerdirektiv vedtaget: Stærkere beskyttelse på vej

Sidst opdateret den 15. oktober 2019

Et nyt whistleblowerdirektiv skal gøre det mere sikkert at indberette overtrædelser af EU-lovgivningen inden for en række områder. Rådet for den Europæiske Union har nemlig netop vedtaget de nye regler, der nu skal implementeres af hvert medlemsland inden april 2021. I Danmark vil direktivet blandt andet betyde, at mange flere virksomheder skal etablere whistleblowerordninger.

Under de nuværende regler er kun et begrænset antal virksomheder i Danmark forpligtet til at etablere whistleblowerordninger. Med det nye whistleblowerdirektiv vil mange flere medarbejdere i private og offentlige virksomheder imidlertid fremover kunne foretage indberetninger om overtrædelser på en række områder, herunder finansielle tjenesteydelser, hvidvask af penge, transport- og informationssikkerhed, miljø-, forbruger- og databeskyttelse mv.

Skal din virksomhed etablere en intern whistleblowerordning?

For at sikre effektiv beskyttelse af medarbejdere, der vælger at indberette ulovligheder, og samtidig garantere, at indberettet information forbliver fortroligt, betyder det nye whistleblowerdirektiv derfor blandt andet, at mange virksomheder vil blive pålagt at etablere interne indberetningskanaler og -procedurer for whistleblowers.

Direktivet har et bredt anvendelsesområde, og det omfatter som udgangspunkt alle private virksomheder med mindst 50 medarbejdere. Hvert medlemsland kan dog frit vælge at udvide anvendelsesområdet, hvorefter eksempelvis virksomheder med mindre end 50 medarbejdere eller virksomheder i særligt risikobetonede brancher, også bliver omfattet af kravet. Det er endnu uvist, om Danmark vil stille strengere krav end direktivets udgangspunkt.

Vi holder løbende øje med implementeringen af det nye whistleblowerdirektiv i Danmark og vender tilbage så snart der er nyt.

Læs mere om hvordan IUNO kan hjælpe din virksomhed med alle whistleblowerordningens aspekter her.