Sagen drejede sig om en medarbejder, som havde været ansat som serviceleder i en virksomhed i 18 år. Medarbejderen var ansat i fleksjob med løntilskud. I marts 2010 orienterede kommunen virksomheden om, at aftalen om løntilskud til medarbejderen ophørte ultimo april 2010. Årsagen var, at hun i den måned fyldte 65 år, og at lovgivningen så ikke længere gav mulighed for løntilskud.
Virksomheden opsagde medarbejderen i et brev 31. maj 2010. Medarbejderen fik seks måneders varsel til fratræden ultimo november 2010. Samtidig blev en anden serviceleder, der ligeledes var 65 år, opsagt. Virksomheden begrundede opsigelsen i tilbagegang i forretningen, hvilket gjorde det nødvendigt at reducere antallet af serviceledere .
Medarbejderen krævede herefter godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven samt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.
Ligebehandlingsnævnet: Opsigelse begrundet i omsætningsnedgang
Ligebehandlingsnævnet fandt, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling pga. alder. Nævnet lagde vægt på, at de to opsagte serviceledere begge var ca. 65 år, samt at medarbejderen blev opsagt, fordi hendes løntilskud faldt bort pga. at hun havde nået den almindelige pensionsalder.
Det var derfor virksomheden, som skulle løfte bevisbyrden for, at der ikke var sket forskelsbehandling pga. alder i forbindelse med opsigelsen.
Ligebehandlingsnævnet fandt, at virksomheden havde godtgjort, at opsigelsen var objektivt begrundet i saglige forhold som følge af omsætningsnedgangen i virksomheden, hvilket medførte et behov for at reducere antallet af serviceledere. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at medarbejderens alder i sig selv havde været afgørende for denne beslutning.
I den forbindelse tilkendegav Ligebehandlingsnævnet, at det ikke isoleret set er et udtryk for ulovlig forskelsbehandling, at en virksomhed opsiger en medarbejder i fleksjob med løntilskud, i tilfælde af, at dette løntilskud bortfalder. I hvilket omfang den ansattes arbejdsevne reelt er nedsat, tillægges ingen særlig betydning i den forbindelse.
Ifølge Ligebehandlingsnævnet var der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at B's manglende udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til medarbejderen, som på tidspunktet for fratrædelsen var berettiget til folkepension, var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Nævnet tog i den forbindelse stilling til betydningen af EU-domstolens afgørelse af 12. oktober 2010 om arbejdsmarkedspension (Ole Andersen-sagen). Ifølge den var det i strid med forskelsbehandlingsloven, at ansatte, der var berettigede til arbejdsmarkedspension, blev afskåret fra fratrædelsesgodtgørelse. Nævnet fandt imidlertid ikke, at det med sikkerhed kunne antages, at afgørelsen også kunne anvendes i denne sag, som vedrørte folkepension.
iuno mener
Afgørelsen viser, at det ikke i sig selv er et udtryk for forskelsbehandling, at en virksomhed opsiger en medarbejder ansat i fleksjob med løntilskud, når dette løntilskud bortfalder, og opsigelsen i øvrigt er sagligt begrundet. Desuden fandt Ligebehandlingsnævnet ikke, at medarbejderen havde krav på § 2a-godtgørelse, da EU-domstolens dom i den såkaldte Ole Andersen-sag var anvendelig, når medarbejderen som her var berettiget til folkepension.
[Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 5. oktober 2011, sag 2500022-11]