Vestre Landsret har netop afgjort, at overtagelsen af en busrute, inklusiv 19 ud af 20 chauffører, ikke var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Medarbejderne kunne dermed ikke gøre deres gamle lønkrav gældende mod den nye arbejdsgiver, da deres tidligere arbejdsgiver gik konkurs.
Sagen vedrørte en busrute i udbud. Det fremgik af udbudsmaterialet, at virksomhedsoverdragelsesloven gjaldt i forbindelse med overtagelsen af busruten. Den virksomhed, der vandt udbuddet, overtog 19 ud af 20 medarbejdere til samme løn- og ansættelsesvilkår, som de havde haft hos deres tidligere arbejdsgiver. Samtidig blev billetborde, chaufførtasker, møntborde og byttepenge overtaget. Busserne, der for begge parters vedkommende var leasede, blev derimod ikke overtaget.
Efter overdragelsen gik den tidligere arbejdsgiver konkurs, og de 19 medarbejdere rejste krav mod den nye arbejdsgiver om at få udbetalt den manglende løn. Kravet skete med henvisning til virksomhedsoverdragelsesloven.
Vestre Landsret: Ikke en virksomhedsoverdragelse
Det er ikke første gang, at retten tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en virksomhedsoverdragelse. Hverken på nationalt plan eller på EU-plan.
Vestre Landsret henviste til en tidligere EU-dom, som slog fast, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse, når en busrute bliver overdraget uden væsentlige, fysiske aktiver.
Virksomhedsoverdragelsesloven fandt heller ikke anvendelse i den konkrete sag med de 19 medarbejdere. Det skyldtes, at der hverken blev overdraget ejerskab eller rådighed over busserne eller andre væsentlige, fysiske aktiver, og den overførte virksomhed mistede derfor sin identitet i forbindelse med overdragelsen.
Vestre Landsret: Ingen løn til de 19 medarbejdere
Sagens parter var enige om, at udbudsmaterialet var en del af overdragelseskontrakten, og loven fandt derfor anvendelse på selve overdragelsen. Landsretten mente dog ikke, at der var etableret et egentligt tredjemandsløfte i udbudsmaterialets ordlyd, og eftersom de 19 medarbejdere ikke var parter i udbudskontrakten, kunne de ikke kræve deres tilgodehavende løn udbetalt af den nye arbejdsgiver.
Virksomheden blev frifundet.
iuno mener
Hvis en virksomhedsoverdragelse skal omfattes af virksomhedsoverdragelsesloven, skal den økonomiske enhed, som bliver overført, bevare sin identitet. Overdragelsen af en enkelt aktivitet vil sjældent kunne opfylde kravet. Derimod vil overførelsen af medarbejdere i visse tilfælde kunne udgøre en så væsentlig del af enhedens identitet, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse i lovens forstand. Det gælder navnlig inden for servicebranchen, her i blandt rengøring og kantinedrift.
iuno anbefaler, at man som virksomhed er opmærksom på, om virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, når man overtager aktiver og aktiviteter i forbindelse med opkøb, fusion, udbud eller lignende. Det gælder også, selvom man kun overtager en del af en virksomhed.
[Vestre Landsrets dom af 21. oktober 2014]