A blev den 1. januar 2007 ansat som salgskonsulent hos arbejdsgiveren B, som driver en hospitals- og plejehjemsservice. A modtog en fast månedlig løn samt provision og bonus. Den optjente provision blev beregnet som den omsætning den ansatte genererede pr. måned.
Den 3. marts 2008 blev A deltidssygemeldt på grund af graviditetsgener, idet hun kun kunne arbejde 20 timer om ugen. Arbejdsgiveren mente derfor ikke, at hun kunne varetage stillingen som sælger, hvorfor A blev tildelt andre arbejdsopgaver. I den forbindelse meddelte arbejdsgiveren A, at A ikke ville få udbetalt provision af eventuelle salg indgået i As distrikt under As fraværsperiode.
A anlagde sag mod B og gjorde gældende, at hun havde krav på provision af salget i hendes distrikt uanset sin sygemelding. Herudover gjorde A gældende, at hun havde krav på godtgørelse efter ligebehandlingsloven og ligelønsloven, samt godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.
B påstod frifindelse. Til støtte for sin påstand gjorde B gældende, at A's provision i sygemeldingsperioden skulle beregnes ud fra antallet af kontrakter, A ville have kunnet indgå i den pågældende periode og ikke ud fra det samlede antal kontrakter indgået i A's distrikt i perioden. Endvidere afviste B, at der var sket forskelsbehandling, da den manglende ret til provision fulgte virksomhedens faste praksis.
Byretten fastslog, at der ikke var sket forskelsbehandling, men at A havde krav på en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven på 30.000 kr., idet ansættelsesbeviset ikke indeholdt oplysninger om løn under ferie og barselsorlov, og at dette havde haft konkret betydning for A.
Landsretten lagde imidlertid i sin afgørelse vægt på, at A som udgangspunkt havde ret til provision af alt salg i A's distrikt, og at B ikke havde løftet bevisbyrden for det modsatte. På den baggrund tilkendte Landsretten A 126.000 kr., som følge af den provision hun gik glip af under sin sygdom. Endvidere lagde Landsretten vægt på, at B efter at have fået at vide, at A var gravid, meddelte hende, at hun ikke kunne fortsætte som sælger. Idet A under deltidssygemeldingen ikke fik udbetalt den berettigede provision, var der således tale om forskelsbehandling. Fordi A kun havde været ansat i få måneder før graviditeten og kom tilbage til sit job efter barslens afslutning, blev godtgørelsen som følge af forskelsbehandlingen fastsat til 10.000 kr.
iuno mener
I forhold til bortvisningen af medarbejderen viser afgørelsen, at hvis et forhold i en periode er blevet tolereret af arbejdsgiveren, som tilfældet med A’s fravær på grund af datterens psykiske problemer, er det afgørende, at arbejdsgiveren gør det klart, at det givne forhold ikke længere tolereres, før man skrider til bortvisning. Dommen viser, at man også under sygdom har krav på eventuel provision. Som dommen illustrerer, skal man særligt ved graviditetsbetinget sygefravær være ekstra forsigtig, da forskelsbehandling i en sådan situation tillige vil være i strid med ligebehandlingsloven.
[Vestre Landsrets dom af 2. februar 2011 i sag nr. B-1764-10]