Rejsetid til og fra et andet arbejdssted end det faste kan være arbejdstid

Sidst opdateret den 30. oktober 2026

EU-Domstolen har afgjort, at rejsetid til og fra et arbejdssted, som virksomheden har bestemt, kan være arbejdstid, selvom medarbejderen har et fast arbejdssted. Det gælder, når virksomheden beder medarbejderen om at rejse dertil for at udføre arbejde, og medarbejderen ikke selv kan råde over sin tid.

En rumænsk medarbejder arbejdede i en virksomhed under det rumænske transportministerium med fast arbejdssted i en bestemt by i Rumænien.

Medarbejderen blev imidlertid flere gange bedt om at rejse til andre byer, som lå mellem 100 og 400 km fra det faste arbejdssted, for at arbejde. En del af rejsetiden lå uden for hans sædvanlige arbejdstid, og der opstod derfor uenighed om, hvorvidt rejsetiden var arbejdstid.

EU-Domstolen kom frem til, at rejsetiden til og fra de andre arbejdssteder var arbejdstid, hvis virksomheden bestemte, at medarbejderen skulle rejse dertil for at arbejde, og medarbejderen var til rådighed for virksomheden under rejsen og derfor ikke kunne bestemme over sin egen tid. Det havde også betydning, at virksomheden bestemte, hvornår, hvordan og hvorhen medarbejderen skulle rejse. Det havde til gengæld ingen betydning, at rejsetiden lå uden for den sædvanlige arbejdstid.

iuno mener

I Danmark er rejsetid til og fra et andet arbejdssted end det faste kun arbejdstid, hvis den overstiger medarbejderens normale rejsetid. Den nye sag viser, at hele rejsetiden kan være arbejdstid, hvis virksomheden bestemmer, at medarbejderen skal rejse dertil, og medarbejderen står til virksomhedens rådighed og derfor ikke kan bestemme over sin egen tid.

iuno anbefaler, at virksomheder gennemgår deres arbejdstidspolitikker og tidsregistreringssystemer for at afklare, hvornår rejsetid tæller som arbejdstid. Selvom rejsetid er arbejdstid, har medarbejderen ikke ret til løn, medmindre det er aftalt. Virksomheder bør også være opmærksomme på, om medarbejdere overholder reglerne om maksimal arbejdstid og hviletid.

[EU-Domstolens dom i sag C-420/24 af den 22. oktober 2026]