To vikarer var udsendt som IT-supportere i en techvirksomhed, der skulle lukke og outsource sin IT-afdeling. En tredje vikar blev udsendt som analytiker til en produktionsvirksomhed, hvor hans vikariat blev forlænget fire gange i løbet af cirka tre og et halvt år. Vi har tidligere skrevet om sagerne her.
Virksomhederne forlængede vikariaterne flere gange. Det skabte uenighed om, hvorvidt vikarerne arbejdede midlertidigt, og dermed om de var vikarer eller funktionærer.
Højesteret slog fast, at de to IT-supportere var vikarer, mens analytikeren var funktionær. Årsagen var, at techvirksomheden havde dokumenteret en objektiv grund til at bruge vikarer til at dække et midlertidigt behov. Produktionsvirksomheden kunne ikke dokumentere en sådan grund. Analytikeren var derfor ikke vikar, men funktionær. Hverken vikariatets længde eller antallet af forlængelser var afgørende.
iuno mener
Sagen bekræfter, at vikarer bevarer deres vikarstatus, så længe de er udsendt midlertidigt, og virksomheden kan dokumentere objektive grunde til at forlænge vikariatet. Samtidig bekræfter sagen, at vikarer omfattet af vikarreglerne ikke også er omfattet af funktionærreglerne.
iuno anbefaler, at virksomheder løbende dokumenterer, hvorfor de bruger vikarer og forlænger vikariater. Uden dokumentation risikerer virksomhederne, at vikarerne falder uden for vikarloven og for eksempel bliver beskyttet som funktionærer. Det er særligt aktuelt med den stigende brug af Employer of Records, såkaldte EoR’s, i Danmark, som vi tidligere har skrevet om her.
[Højesterets afgørelse af den 18. juni 2026 i sagerne BS-60017/2024-HJR og BS-60105/2024-HJR]