Mange lande både i og uden for EU udvikler i øjeblikket apps med coronasporingsfunktioner i forsøg på at mindske smittespredning. I Norge er den frivillige Smittestopp-app allerede blevet downloadet af over en million brugere. I Danmark er udviklingen af en lignende funktion på vej, og Datatilsynet har derfor understreget, hvilke grundlæggende hensyn man som dataansvarlig bør være opmærksom på i den forbindelse. Det skyldes blandt andet, at den nye app kan give adgang til detaljerede overblik over brugernes adfærd og helbred.
Ligesom i andre situationer, hvor der er en høj risiko for datasubjektets rettigheder, skal den dataansvarlige først foretage en konsekvensanalyse, samt grundigt indtænke databeskyttelse som en del af designet. Desuden er det afgørende, at den dataansvarlige sikrer:
- At samme tiltag ikke kunne have været opnået ved en mindre indgribende funktion
- At det er frivilligt om man benytter appen
- At det er klart, hvem der står bag appen, og hvordan oplysningerne behandles
- At behandling af oplysninger sker sikkert og forsvarligt
- At der er tale om en midlertidig løsning, hvorefter oplysningerne slettes
Det er fortsat uklart, hvordan den nye sporingsfunktion kommer til at fungere i praksis, herunder om der er tale om en centraliseret eller decentraliseret løsning.
Ligesom dataansvarlige skal være opmærksomme på de regler, der finder anvendelse ved indsamling af helbredsoplysninger i forbindelse med apps, anbefaler iuno, at virksomheder også er opmærksomme på de forpligtelser og faldgruber, der bliver udløst, hvis der tilbydes testning for coronavirus på arbejdspladsen. Vi har tidligere skrevet om den gradvise genåbning af arbejdspladsen her.
Vi følger udviklingen nøje.
Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at sikre overholdelse af persondatareglerne her.